|                                               Sport.

Drømmen.

Tirsdag den 4. okt.  var dagen hvor, en drøm skulle blive virkelig. En drøm, om at være en del af en stor sportsbegivenhed, hvor der deltog sportsfolk på højt international plan. Selvfølgelig havde jeg selv ambitioner om, at lave et rigtigt godt resultat, men oplevelsen om at komme af sted til Korea og deltage var en lige så stor del af det hele.

 

En Lang flyvetur.

Efter en lang rejse, med  stop Frankfurt (Tyskland) og videre derfra til Seoul, sammenlagt flyvetid på ca. 12½ time ankom jeg onsdag 5. okt. kl. 11.25  til Incheon Interntional Airport,( den er stor) ca. 50 km fra Seoul.

 

Efter at havde fundet min bagage og kommet ud til ankomst hallen, var jeg spændt på om jeg kunne finde den rigtige bus til Hotellet. Min bekymring om dette blev hurtigt fjernet, for derude i ankomst hallen var der 3 løbere fra det Koreanske landshold med mit navn og Danmark, skrevet på skilt, for at hjælpe mig. De viste mig til bank(veksling af penge) og bussen som kørte til hotellet.

 

Bus Tur.

Turen til Hotellet tog ca. 1t 30 min. Under denne tur fandt jeg ud af at Seoul var rigtigt stor og at der var meget trafik, og at her byggede man opad, for at få plads til at folk kunne bo i byen.

 

Hotellet.

Hotellet som jeg ankom til var Olympic Parktel (fire stjernet). Jeg fik mit eget værelse da jeg jo var alene fra DK. Jeg boede på 9 etage og havde udsigt ud over den olympiske park(olympiske lege 1988), en meget flot park med mange gode muligheder for  sportslig aktivitet . På Hotellet var der lavet en informations tavle, med diverse oplysninger ang. VM. Her var der for det meste også nogen fra IAU/KUMF (dem som organiserede løbet). Her fik alle deltagere udlevere mad billetter til buffet middag og aften, morgenmad hørte med når man boede der. Der manglede ikke noget og alle deltagere kunne spise det de ville. Der var selvfølgelig masser pasta og ris, samt Koreansk mad.

Om morgen var der engelsk morgen mad, samt masser af brød frugt, cornflakes Juice osv.

 

Tidsforskel/nervøsitet.

Jeg var træt efter rejsen og tidsforskellen på 8 timer gjorde sikker også sin del. Jeg fik vist aldrig helt styr på den under min tur og sov faktisk ikke ret meget om natten. Det var altid først ved 04 tiden jeg begyndte at have ro i kroppen og så, var det jo ved at være stå op tid til en ny dag. Om det var tidsforskellen eller nervøsiteten over den store begivenhed at skulle løbe et VM var sikker 50% af hver.

 

Dagene op til løbet.

Jeg havde set, at der var en fra Ireland (Thomas)som også var alene af sted. Ham fandt jeg sammen med og vi spiste og havde nogen rare stunder sammen i Korea. Sjovt nok havde han også været på udkig efter mig.(de alene må holde sammen)

Nu er det jo sådan, at man let kommer i kontakt med andre med samme mål og interesser, men det var da lidt ensomt, indtil man fik nogen forbindelser. De fleste lande kom med 3 til 8 deltagere samt hjælpere, jeg kunne mærke på mange af de andre hold vist havde lidt medlidenhed på Thomas og mine vegne. Især da vi skulle have flag gang, men her var de andre meget behjælpsomme med at tage billeder, så vi kunne få noget med hjem. Det var en stor oplevelse at være sammen med de andre nationale hold og ja gåsehud  kunne jeg mærke på min hud rejse sig.

 

Der var møde ang. regler, i VM løb og samt hvad de kunne tilbyde af forplejning. En ting som bekymrede ledelsen var at det ville blive varmt, og der for ville de sørge for is på Depoterne.

Der skulle ikke herske nogen tvivl om at de ville give os de bedste betingelser, men at vi som deltager også så viste fairplay over for hinanden, da de godt ville have at Ultra-sporten fik et godt ry.

Der blev fortalt om medicinsk brug i sporten hvad man måtte og ikke, samt at de 3 første blev dopingtestet, og at derud over 2 mænd og 2 kvinder i feltet.

Vi blev også kørt ud til ruten, for at se hvor vi skulle løbe de 100 km.

 

Velkomst middag

Aften før vi skulle løbe var der velkomst middag kl. 17.00, med diverse koreanske retter(pasta og ris også) og mens vi spiste foregik der forskellige koreanske traditioner på scenen. Jeg gik i seng ved 21.30 tiden vi skulle jo tidlig op næste dag.

 

Løbs dag.

Så kom den store dag jeg havde ventet på. Op kl. 03.00 var faktisk ikke så svært, for jeg sov heller ikke denne nat, jeg var lidt af et nervevrag, syntes jeg selv og det ville være godt at komme i gang. Først lidt morgenmad og så alle deltagere af sted i bus kl. 04.00.Vi blev kørt ud til Misari hvor vi skulle løbe 10. omg. ved den båd stadion man roede OL 1988. En kunstig sø som man byggede og som i dag bliver brugt til båd race og roning.

 

At se lys fra telte og start/mål området og hele den opsætning til os, ja det gav mig endnu en gang gåsehud og hvis jeg ikke skal lyve, så kom der  også lige nogle tåre, og gåsehuden rejste sig igen. Tænk at jeg skulle opleve at deltage i et VM i en sportsgren, ja det havde jeg nok aldrig troet ville gå i opfyldelse, selv om man da havde drømt om dette, hvem har ikke det.

 

Væsken skulle på plads og alle nationer havde deres eget bord, ved 5 km. mærket  og 10 km. Mærket. Ja det vil jo sige, at jeg jo så havde hele 2 borde for mig selv, det er altså fornemt og bekymring om ikke at finde sine flasker var borte. At stå ved sit bord med dannebrog og se alle de andre nationer, ja der gik det vist først rigtigt op for mig at jeg faktisk repræsenterede Danmark.

Nu er jeg ikke den store nationalist, men dansker er man jo, og syntes at lidt stolt kunne jeg godt tillade mig at være. Tænk bare at være noget hertil og løbe blandt de bedste.

 

Jeg følte mig klar og en temperatur på 16. grader og en del vind var lige mig, men frygten for varmen sad i mig, det skulle være mærkeligt hvis den ikke kom over 22 grader når vi havde haft 27 grader de sidste par dage.

Starten gik kl. 06.00 som planlagt og jeg følte at dagsformen var der. Jeg lagde ud sammen med Egil fra Norge ( har før løbet 7.03) og Thomas fra Ireland  (har løbet 7.42). Jeg har løbet 7.44, så Thomas var perfekt for mig og jeg har også en hurtigere maraton tid  8. min bedre end ham.

 

Efter 15 km. var vi alle 3 enlige landsholdløbere løbende med en gruppe på ca. 9 løbere, jeg kunne se på tiden at jeg var forud for min plan og sænkede farten en lille smule, men hold da op hvor jeg var løbende.

Pludselig ude ved 30 km. løb jeg forbi Egil (Norge), Han var gået helt ned, jeg tænkte at det var da utroligt og følte mig godt løbende og sagde hej til ham. Thomas var væk, kunne ikke se ham, kun når vi løb, mod hinanden på ruten. Jeg runde de 42 km i tiden ca. 2 .57/58 og havde det godt og var fortrøstningsfuld og bad en lille bøn til vejrguderne om at skyerne blev der. Ved 50 km sagde tiden 3.33 og jeg havde det faktisk rigtigt godt.

 

Af en eller anden grund var mine bønner til de højere vejr guder ikke gået helt i opfyldelse og ved 55 km til 60 km lagde vinden sig og varmen begyndte, med et kunne jeg mærke at jeg varmen påvirkede mig nu. Ved 60 km måtte jeg til at tage is over mig og tænkte, ja nu må jeg nok revidere mit mål lidt. Satte farten helt ned og ved hvert depot fik jeg is og spiste og drak godt. Målet for mig nu var bare pludselig at gennemføre og blive tilfreds med hvad det kunne blive til.

Der var  på et tidspunkt, at jeg ikke rigtigt kunne fokusere ordentlig, men jeg fandt ud af at jeg nok skulle komme igennem løbet ved hjælp af nedkøling, det hjalp mig. Hvilke jeg også lige måtte berolige Egil (fra Norge) om, han stod lige pludselig ved siden af hans kæreste og heppede på mig.

Var stået af ved 50 km (fik jeg af vide senere).

Jeg kom igennem ved hjælp af stædighed/viljestyrke og is ved hvert depot, hver 2,5 km. Der var ikke på noget tidspunkt jeg var i tvivl om at jeg ville gennemføre løbet efter jeg fik is .Når jeg siger, at jeg fik is, er det ikke en ispind, men isklumper som bliver smurt ud over kroppen og kolde svampe som har ligget i vand med isklumper  Det  at gennemføre var en god ting for psyken, og jeg er nu sikker på, at en dag, vil mit mål med at løbe 7.30 kunne blive opfyldt. Jeg mener at kunne mærke at have fysikken  til dette. For et år siden ville en tid på 8.04.23 (den nøjagtige tid) følt uopnåeligt, men når man bliver bedre vil man jo mere. Hvad Med Thomas fra Ireland?, ja han havde enormt succes løb 7 t. 3-4 min.

 

Sidste dag.

Denne nat har jeg endelig sovet godt, nu er alle nerver væk og vågnede først 7.30.

Jeg gik ned og spiste morgenmad sammen med Thomas og sagde farvel til ham, han skulle rejse i dag.

 

Efter morgenmaden vil jeg tage ind til Seoul Down Town. Jeg havde haft en del kontakt til det mexicanske landshold, nogen enorm dejlige mennesker. Jeg lærte specielt Giselle og hende mor og far at kende. Faderen er den som udtager løberne i Mexico og laver masser af løb i mexico. JA !  nu skal i bare høre hvad Giselle´s mor har bedrevet og hold lige fast, 20 gange” Ironman”, det må man tage hatten af for og hun er vist også den eneste i verden som har gjort dette. Giselle selv, ja hun er først lige begyndt og måtte stå af ved 50 km.

Det mexicanske landshold skulle også ind til byen og Giselle(talte utroligt godt engelsk) spurgte om jeg vil med og selvfølgelig ville jeg det, er altid sjovere sammen med andre. Det viste sig at de skulle til et varehus med kun teknik Altså computere og kamera osv. Altså  et helt varehus næsten kun fyldt med teknik.

Jeg fortalte at vi ikke var i Down Tovn endnu til holdet, og at man skulle videre med undergrundsbanen for at komme der ind. Giselle og jeg tog videre mens resten af holdet begav sig videre i varehuset.

I  Down Town tilbragte vi hele dagen sammen, med at gå på opdagelse i byen. Var ude at spise koreansk mad og i en park, samt op i det høje tårn, så man kunne se hele Seoul. Tog en taxi hjem, hvilket var en oplevelse midt i myldretiden, alt for mange biler i denne by.

Om aften spiste jeg på hotellet med 3 andre fra det mexicanske landhold. De kunne ikke engelsk, men ved hjælp at håndsprog og tegning lykkes det da, at få lidt kommunikation ud af det.

Lige inde jeg gik på værelse for at pakke, kom Giselle´s far og sagde at han havde en gave han skulle hente til mig på deres værelset. Det var en t-shirt med et billede af nogle løbere der løb i en swimmingpool, et løb han arrangeret der var anderledes, og det kan man jo kun give manden ret i.

Han gav mig også en medalje af det mexicanske ultraløbe forbund, som han jo var chef for og så blev der selvfølgelig udveksling af adresser og emails.

Dagen efter, ja så begyndte den lange flyvetur hjem og gode minder, vil komme med hjem fra Seoul.

 

Henrik Tranum koordinator for de danske ultra løbere, sendte mail til mig, lige efter jeg havde løbet  og ud tryggede beklagelse over, at jeg skulle af sted alene, men spurgte samtidig om jeg stadig var frisk/interesseret i at komme til et VM. Han vil arbejde for at der kommer 8 af sted til Holland  næste år. Dette kunne jeg svare hurtigt på, for sådan en oplevelse vil jeg ikke gå glib af.(glæder mig allerede.)

En stor tak til min sponsor Sportsmaster Holbæk, samt Steen Elmer,(kasser i Hlmk) som har gjort at dette blev muligt for mig at opleve. Min kone Susanne skal også have en stor tak, for uden hende var jeg nok ikke nået så langt med 3 børn. En tak til en klub som HLMK, der bare er den bedste og med de bedste medlemmer.

 

Venlig hilsen  

Ole                                                                    (Se billeder i fotoalbum)